Gartnergrunden
På en yderst centralt grund i Haderslev, der i folkemunde er kendt som ”gartnergrunden” og som i mange år har henlagt ubebygget, som et uudfyldt hul i byen, opføres nu fem lejlighedsblokke af hver fire etager.
De i alt 63 lejligheder udføres i totalentreprise af entreprenøren CAWO A/S, der også er bygherre på projektet.
Bebyggelsen består af to typologier, den ene, der er placeret ud mod byen, langs Teaterstien og Aastrupvej, har en mere bymæssig karakter og skala, mens de bagvedliggende tre bygninger har mere karakter af punkthuse placeret i et fælles grønt område.
Projektet udføres i to etaper, hvor det i første omgang er de tre bagvedliggende blokke, der er blevet opført
De to byorienterede bygninger er beklædt med rød skærmtegl i harmoni med den eksisterende bebyggelse ud til Teaterstien, mens de bagvedliggende, der nu er opført, er beklædt med gul skærmtegl, for at skabe et lysere udtryk og give den samlede bebyggelse diversitet.
Alle lejligheder har egne altaner. Ved de to bygninger ud mod Teaterstien, er der kun tale om relativt små altaner, så de får en karakter, der minder mere om den eksisterende lejlighedsbebyggelse, mens der i de øvrige, bagvedliggende bygninger er større altaner ud mod det fælles, grønne område. De større altaner er med til at trække livet med udenpå bygningen og dermed bidrage positivt til stemningen til fællesarealerne i terræn.
Som et supplement til de private altaner, og for at styrke muligheden for fællesskabsdannelse i bebyggelsen, er der på hver bygning lavet fælles, afskærmede tagterrasser. Her kan man komme op, hævet fra byens larm, og nyde udsigten ud over byens tage, og se både den flotte domkirke, der rejser sig over byen mod sydvest, og fjorden mod øst.
TYPE: LEJLIGHEDER
STATUS: UNDER UDFØRELSE
STØRRELSE: 5.800 m2, 63 BOLIGER
KUNDE: CAWO A/S
SAMARBEJDSPARTNERE: ARTELIA A/S
LOKATION: HADERSLEV