Sognehus i Bjolderup
For Bjolderup og Uge Sogn, har ZENI stået for et transformationsprojekt, hvor den oprindelige landsbyskole, der i mange år har fungeret som ferieudlejningsbolig, omdannes til et nyt sognehus.
Med sin placering lige overfor Bjolderup Kirke, på den anden side af Bjolderupvej, ligger det nye sognehus helt ideelt. Derudover vil det store, grønne areal umiddelbart vest for bygningen, og den afskærmede have mod sydøst have stor brugsværdi i forbindelse med diverse arrangementer.
Sognehuset rummer, foruden arbejdspladser for kirkens personale, herunder kontor og samtalerum for præsten, to samlingssale/multirum, med tilhørende anrettekøkken, der muliggør et bredt udvalg af arrangementer for menigheden.
Sognehuset er indrettet indenfor rammerne af de eksisterende bygninger, men den senest tilkomne mellembygning, fra starten af firserne, er blevet revet ned, og i dens sted er opført en ny, mere simpel mellembygning. Den nye mellembygning fungerer som bindeled mellem menighedssalen og de øvrige funktioner i huset, men den er også bindeled mellem inde og ude, samt mellem de to uderum mod hhv. vest og sydøst. På begge sider af mellembygningen er der således etableret udendørs opholdsarealer, så man altid kan finde en plads i solen - forudsat, at den skinner.
Visuelt får den nye mellembygning de to eksisterende bygninger mod hhv. nord og syd til i højere grad at fremstå som selvstændige bygninger i egen ret, hvilket giver et mere roligt, samlet arkitektonisk udtryk. Derudover markerer den nye mellembygning, med sit udkragende tag og anderledes formsprog, tydeligt, hvor man som gæst skal ankomme til bygningen.
TYPE: SOGNEHUS
STATUS: INDVIET DEC. 2025
STØRRELSE: 490 m2
KUNDE: BJOLLERUP-UGE MENIGHEDSRÅD
SAMARBEJDSPARTNERE: AVNØ
LOKATION: BJOLLERUP