NY SPISESAL TIL DYBBØL EFTERSKOLE

Dybbøl Efterskoles nye spisesal skaber dannende fællesskab i imponerende arkitektur

Dybbøl Efterskole har som mission at tilbyde elever med særlige læringsforudsætninger, faglig og menneskelig udvikling i et forpligtende, dannende fællesskab. Denne mission har været den bærende hjørnesten i udviklingen af efterskolens nye spisesal.

ZENI vandt i foråret 2021, i konkurrence med to andre tegnestuer, totalrådgivningsopgaven med at designe en ny spisesal, med tilhørende produktionskøkken, i sammenhæng med en eksisterende, lidt anonym, auditorie- og undervisningsbygning fra 2001.

På baggrund af en fælles studietur med skolens byggeudvalg, elevworkshops og løbende dialog med byggeudvalget og deres rådgivere, projektet blevet udviklet og løbende tilpasset, så det bedst muligt imødekommer behovene fra elevgruppen, men i høj grad også fra personalet. Derudover er der arbejdet med at skabe en bygning, der arkitektonisk passer ind i efterskole- og landsbykonteksten, men som også er sig sin egen tid bevidst, og som med sin meget synlige placering, vil være et værdigt ansigt udadtil for efterskolen.

Et inspirerende miljø - Ny tilbygning skaber optimale rammer for elevernes læring og trivsel

Den nye bygning er udlagt som to, aflange saddeltagsvolumener - den ene parallelt med jernbanen mod nord, og den anden parallelt med den eksisterende bygning, der i dag rummer foredragssal, to undervisningslokaler og et mindre bibliotek.

Mod vest slår den sydlige saddeltagskrop et diskret ”knæk”, der får bygningen til at orientere sig over mod fodgængerovergangen over Ragebølskovvej, og dermed den hovedfærdselsåre, der binder skolens område sammen på tværs af vejen. Vinklen på bygningskroppen er derudover med til at indramme et udendørs ankomst- og opholdsareal, hvor det eksisterende træ, er centralt placeret, som en markant og bevaringsværdig stemningsgiver.

Effektiv omstrukturering af skolens køkken og auditorium

Af især funktionelle, men også økonomiske årsager, er den eksisterende bygning fra 2001, blevet inddraget til at rumme det nye produktionskøkken, da det her vil være muligt at etablere den plads, og det funktionelle flow, der så vidt muligt gør, at eleverne kan gennemføre læringsforløb i køkkenet uden unødige stressfaktorer. Auditoriefunktionen genetableres i stedet i den nye tilbygning, mens de to eksisterende undervisningslokaler genetableres andet steds på skolen.

Foruden den store, fælles spisesal, rummer tilbygningen altså et auditorie og et ankomstområde med lounge, garderobe og toiletfaciliteter. Ankomstområdet er placeret mod sydvest, hvor det tager naturligt imod eleverne, når de krydser Ragebølskovvej, mens auditoriet er placeret i det rolige, nordvestlige hjørne, med direkte adgang fra ankomstområdet.

Spisesalen er dimensioneret ud fra en ambition om, at alle bordene skal placeres ved facaden, i forbindelse med et vindue til det fri. Samtidig har det været vigtig at sikre, at spisesalen bliver tilpas kompakt, så man ikke mister fællesskabsfølelsen, samt overskueligheden - ikke mindst i forbindelse med de daglige beskeder fra den vagthavende lærer. Til netop det formål, er der placeret et mindre podie, som et ”speakers corner”, central i spisesalen.

En spisesal med udsyn og grønne oaser: Arkitektonisk design skaber fællesskab og ro

Spisesalen opdeles af flere, større, stationære højbede, med planter af varierende højde. udover at dele salen op i mere overskuelige enheder, fungerer plantebedene også som steder, hvor eleverne kan lade blikket hvile, og finde ro.

Arkitektonisk set, er der ude fra arbejdet med at lade de enkle, karakteristiske saddeltagsvolumener være det, der definerer bygningen, med et bevidst roligt facadeudtryk, med faste vinduesrytmer. Indefra er den faste vinduesrytme ud fra et ønske om at skabe et visuelt roligt rum.

Arkitektonisk balance: Gavlene og loftet skaber harmoni i ny bygning

I gavlene mod vest, ind til hhv. ankomstområde og foredragssal, brydes facadeprincippet dog af to, store, indrammede åbninger i facaderne. Disse åbninger ud mod vejen og hovedbygningen, er med til at give indblik og signalere åbenhed. Med placeringen i gavlene, er de også med til at fremhæve netop gavlene, som værende det arkitektoniske hovedmotiv. Den dybe ramme omkring vinduet ind til ankomstområdet fungerer som en udvendig bænk, der modsvares af en tilsvarende bænk inde i bygningen.

Det er på mange måder loftet, der spiller den arkitektoniske hovedrolle inde i den nye bygning. Loftet inde i salene og ankomstområdet afspejler de saddeltagskroppe, der karakterer det udvendige tag. Det bevirker, at loftet vil være sammensat af forskelligt vinklede, store, skrå flader, der på en markant, nærmest skulpturel måde, vil være definerende for oplevelsen af rummene.

Akustisk velvære på Dybbøl Efterskole med vinklede loftsflader

Ud over en stærk visuel identitet, bidrager de forskelligt vinklede loftsflader også særdeles positivt til akustikken. Akustik er altid en betydelig faktor, men med den udfordrede elevgruppe på Dybbøl Efterskole, er det særdeles afgørende at få skabt optimale, akustiske forhold.

Alle de nye lofter er udført med en akustikabsorberende beklædning, men de forskellige vinkler på loftet er også med til at sprede lyden, så man undgår generende ”flutter-ekko”.

Der er desuden den akustiske fordel, at loftet er lavest ude langs facaderne, hvor spisepladserne er placeret, og loftets lydabsorberende overflade er dermed tæt på der, hvor den primære støj opstår, ude ved bordene.

For at få så ”rene”, ubrudte loftsflader som muligt, er lofterne nedstroppede, så der er plads til skjult føring af ventilationsrør i hulrummet mellem tag og loft. Diffus ventilering betyder derudover, at der ikke er visuelt forstyrrende indblæsningsventiler i lofterne.

TYPE: UNDERVISNINGSBYGGERI

STATUS: INDVIET NOVEMBER 2023

STØRRELSE: 624 M2

KUNDE: DYBBØL EFTERSKOLE

SAMARBEJDSPARTNERE: RAMBØLL, LABLAND, CARLBERG

LOKATION: RAGEBØL