Nyt showroom til ABENA

ABENA etablerer et markant nyt showroom i en tidligere lagerhal på Egelund 33 – umiddelbart syd for ”A-huset”, ABENAs domicil fra 2010, som  ZENI også var arkitekt på, i sin tid.

I den eksisterende hal skabes et moderne og fleksibelt udstillingsmiljø på næsten 700 m², der både rummer præsentation af ABENAs produkter samt mulighed for events, konferencer, undervisning og møder.

Imponerende rumlighed med mulighed for tilpasning

Via den nye, store hovedindgang træder man ind i et imponerende rum med op til syv meters loftshøjde. Indgangen kan åbnes helt op, så showroomet naturligt kan udvides og integreres i udendørsarealerne ved sommerarrangementer. Det centrale rum er fleksibelt indrettet og kan tilpasses både små og store begivenheder — fra workshops og møder til større events.

Langs væggene præsenteres ABENAs brede sortiment i et inspirerende udstillingsmiljø med et naturligt og intuitivt flow. Helhedsoplevelsen kombinerer rummets storhed med en menneskelig skala, der gør showroomet både imødekommende og funktionelt.

To trapper fører op til en integreret mezzanin, hvor ABENAs historie formidles gennem en spændende og visuelt stærk udstillingsfortælling. Herfra er der også adgang til et stort mødelokale, som udvider husets anvendelsesmuligheder.

Transformation med wow-faktor

Projektets fokus har været at skabe et showroom, der både fungerer som et praktisk og fleksibelt værktøj for ABENA – og som giver besøgende en tydelig wow-oplevelse. Et sted hvor virksomheden stolt kan fremvise sin fortid, historie, faglighed og fremtid.

Det oprindelige loft er bevaret og tilfører rummet karakter, mens det rå udtryk med betongulvet skaber en markant og autentisk stemning. Samtidig er der arbejdet målrettet med komfort og akustik ved hjælp af planter, akustiske overflader og et stort gardin, der kan opdele rummet efter behov. Mezzaninen og trappeforløbet er udført i træ, hvilket tilføjer varme og skaber en behagelig atmosfære i kontrast til de rå materialer.


TYPE: ERHVERV

STATUS: UNDER UDFØRELSE, IBRUGTAGES 2026

STØRRELSE: CA. 700 m2 OMBYG

KUNDE: ABENA

SAMARBEJDSPARTNERE: AVNØ

LOKATION: AABENRAA