Aabenraa Krematorium

Bygningen er udlagt som et øst-vest gående, rektangulært volumen.  Besøgende til krematoriet og kirkegården i øvrigt vil primært opleve bygningen fra sydsiden. Der er derfor bevidst arbejdet med at bygningen herfra virker imødekommende, og ikke for voldsom. Kørsel i forbindelse med servicering af teknik- og ovnrum foregår på nordsiden, adskilt fra kisteindleveringen og de pårørende.

Bygningen er højest mod nord, og falder i højden mod syd. Mod nord er der dermed tilstrækkelig højde til ovn- og teknikrum, mens bygningen mod syd tager imod i en mere menneskelig skala. Mod syd bliver man ydermere mødt af en overdækket søjlegang, der giver ly og læ. Den overdækkede søjlegang mod syd er dels med til tydeligt at angive indgangen, og dels bryder den op for den langstrakte facade, og får den ellers forholdsvist lukkede bygning til at fremstå åben og imødekommende.

 Det overordnede bygningsvolumen er bevidst holdt i et relativt simpelt og afdæmpet formsprog. Dette sker dels i respekt for den funktion bygningen rummer, og dels i respekt for placeringen mellem de smukke birketræer. Udover den overordnede proportionering, består bygningens arkitektoniske værdi i både materialevalg og detaljering, der spiller en afgørende rolle for helhedsindtrykket af en så overvejende simpel bygningskrop.

Skorstenen er en uundværlig del af et krematorium. Fremfor at lade skorstenen fremstå som et selvstændigt element, har vi valgt at omfavne den som værende en integreret del af bygningskroppen. I det nordøstlige hjørne af bygningen vokser skorstenen derfor skrånende op i en skulpturel, men naturlig del af facadekompositionen.

Da krematoriet er et relativt stort volumen på grunden, og det ydermere fremstår forholdsvist lukket, er det vigtigt, at bygningen generelt, men i særdeleshed de store teglflader, bliver udført med en stoflighed og detaljerigdom, der vil give facaderne liv, og som gør, at bygningen er smuk og interessant på afstand, men også helt tæt på. Ved at arbejde med bl.a. mønstermurværk får facaderne tilføjet flere oplevelseslag, og bliver derigennem mere levende og opnår en stille poesi.

Modtager af Aabenraa Kommunes Arkitekturpris 2021


TYPE: KREMATORIUM

STATUS: OPFØRT 2021

STØRRELSE: 450 m2

KUNDE: AABENRAA SOGN

SAMARBEJDSPARTNERE: SLOTHMØLLER

LOKATION: AABENRAA


RadioTegl er en podcast, hvor Ane Cortzen dykker ned i nogle af Danmarks smukkeste og mest interessante byggerier sammen med arkitekterne bag.

Under overskriften, Et venligt krematorium, har hun således besøgt Aabenraa Krematorium, hvor Torben Engsig Svan Sørensen fra ZENI fortæller om projektet, de tanker der ligger bag og de udfordringer, der har været undervejs.

Du kan lytte til dette, og de andre spændende afsnit på RadioTegls hjemmeside, eller der, hvor du plejer at lytte til podcasts.